Kære lærere og elever!
På denne side finder I undervisningsmaterialet til Flyvende Grises forestilling FREMTIDEN. Det henvender sig både til elever i det almene gymnasium samt elever på HTX og i folkeskolens ældste klasser. Materialet er især henvendt til fagene samfundsfag, psykologi, drama, dansk og psykologi i gymnasiet og til fagene teknologi, design, kommunikation & IT og teknik i HTX. Lærere fra folkeskolen vil desuden kunne finde inspiration til diskussion i fagene dansk og samfundsfag. I dette materiale vil I kunne finde korte tekster om empati, et af forestillingens store temaer, og om økonomen Paul Colliers teorier om verdens fattigste milliard samt hans forslag til, hvordan fremtiden kan komme til at se lysere ud for dem. I kan også læse om de to svensk-tyske industrirobotter, der er en vigtig del af forestillingens dramaturgi, fortælling og scenografi, og se videoer om og med robotterne. Sidst men ikke mindst kan I læse om hvem Flyvende Grise er, og om deres særlige måde at arbejde på. Hvert kapitel afsluttes med forslag til en række arbejdsspørgsmål som kan bruges til diskussion og refleksion i undervisningen eller efter forestillingen.



Ordet empati kommer af græsk empatheia 'sindsbevægelse, lidenskab.
En særlig egenskab er evnen til at være empatisk – en evne der i tidlige tider var livsnødvendig, og som stadig i dag er en vigtig del af vores sociale liv. Den Store Danske beskriver empati således: empati, indføling i en person eller andet levende væsen, ofte i følelsesbetonede situationer; evne til at indleve sig i og sætte sig i en andens sted. I den empatiske proces bliver vi enten ført med i den andens sindstilstande eller deltager selv aktivt i forsøget på at identificere os med dem og derigennem forstå vedkommende. Den empatiske indlevelse er således en del af grundlaget for social forståelse, ikke mindst hvad angår nonverbal kommunikation mellem fx forældre og børn. Åbenheden over for og evnen til både at gøre sig til klangbund for den anden og samtidig fastholde en balanceret vurdering af pågældende, af situationen og af sig selv varierer utvivlsomt ganske meget hos mennesker.

www.denstoredanske.dk


Empati er, som jeg har forstået det, et tema i forestillingen. Men på hvilken måde? Handler det om at empati er noget verdenssamfundet kan/skal/bør fremdyrke af en økonomisk/social årsag? Hvilket budskab arbejder I med lige nu i forhold til empati?

”Empati er meget rigtigt et tema i forestillingen. Det manifesterer sig på mange måder, og i de forskellige karakterer på forskellige måder. Både gennem medmenneskelige, og decideret uempatiske handlinger. På dit næste spørgsmål kan jeg næsten svare ja. Paul Colliers1 teorier argumenterer for at det er for alles bedste vi bliver nødt til at højne levestandarden for den fattigste milliard mennesker i verden. Af alle fremtidens scenarier kan man på en smule firkantet måde sige, at afsavn af empati betyder jordens undergang. Forestillingen vil mere forsøge at være en form for tankevækkere end have et decideret budskab. Har den et overordnet budskab, så er det nok at vi skal tænke os vældigt godt om lige nu, fordi de handlinger vi udfører lige i dette nu kommer til at få konsekvenser. Denne bevidsthed må vi være klare over.”

Hvordan kommer empatien til udtryk gennem karaktererne?


”Der er en etiopisk kvinde, som har som sit projekt at hævne, at hendes datter døde. Det der sker lige når hun skal sprænge bomben, er at hun fortryder fordi hun ser nogle børn, der leger. Det mislykkes, og den sprænges alligevel. Men så kan man sige, at hendes fortrydelse… i den ligger empatien. Den vinder så ikke, empatien, den mislykkes. I forhold til ham den rige mand, der sidder oppe i rummet (En anden karakter i forestillingen. red.), så ved vi ikke eksakt hvordan det afsluttes, men i princippet så er det jo, at han bliver konfronteret med the bottom billion teorien. Måske derfor sidder han deroppe i sin alene eksistens, og bliver konfronteret med de argumenter og de penge han har, og en måde han aldrig har tænkt på før. Det kunne jo være en grund til at han vælger at gå en mere medmenneskelig vej derfra. Det er ikke helt sikkert, men på den måde diskuterer vi det i hvert fald. Drengen (en tredje karakter i forestillingen. red.), er eksponent for det mest empatiske menneske. Det tror han i hvert fald selv. Han aflæser alle ud fra en syg empati, hvor han ser alt. Han kigger igennem mennesker, og så kommer han mere og mere inde i den her tankegang og til sidst så mærker han.. fx lige nu skulle han mærke smerten i Ukraine på sig selv, og det gør ham syg på en måde. Han kan ikke rigtig holde til det. Så den tydeligste tematik ligger jo i ham, men på en meget forstærkende måde i forhold til hvordan det måske ser ud i virkeligheden. I hvert fald kan man se, tror jeg, gennem drengen at det er hans fantasi, det er noget han gør for at overleve. Han kan ikke leve med smerten over al udryddelsen. På et eller andet plan så lukker han faktisk reelt set ned for empatien, fordi han får den kanaliseret til et andet sted hen, og det er jo også noget vi nogle gange gør som mennesker. Nogle gange er det nemmere at have ondt af en anden end sig selv fx. Det kan være en overlevelsestaktik. På den måde er det jo noget der går igen i de fleste historier (i forestillingen. red). Hele Colliers teori er jo at redde den fattigste milliard, men det sjove ved det er jo, at han ser det som en økonomisk strategi. Det skulle jo redde dem, men det skulle også være det mest effektive for samfundet, hvis vi gjorde det. Så det er sådan en dobbelt ting med, at man ikke kan komme uden om at han (Collier) også ser det som ekstremt vigtigt, at vi ikke har en milliard mennesker der ligesom bare dør. Mens Cobus (rigmanden, karakter i forestillingen) på nogle måder siger det omvendt. Han siger ”nu har vi haft en evolution i alle de år menneskeheden har været der, og nu er vi kommet så langt her. Nu har vi en milliard som er fattige, hvad skal vi gøre ved det? Er det ikke næsten bedre, at de bare dør?” Simpelthen en reel argumentation, altså der er ikke nogen der siger det, men jeg tror der findes mennesker, der tænker det. ”Skal vi virkelig bruge ressourcerne på at grave det laveste lort op af et hul?”. Det kan man bare se i det danske samfund. Se bare alle dem på bunden, ikke? Jeg tror der er mange, der har den holdning, at bumser, selv om de ikke selv har valgt det, så er de i hvert fald selv ude om det. De kunne have gjort som os andre ordentlige mennesker, og bare være normale. Så havde alt været fint, og så havde vi ikke haft det der problem. Eller, du ved? Det måske ikke sådan man siger det, men det ligger som en form for holdning til noget, som ikke altid er særlig bevidstgjort. Derfor er empati måske noget man bliver nødt til at være aktiv med egentlig.”

Det skal være et aktivt valg, at man vælger at være empatisk?

”Ja, det er en form for bevidsthed tror jeg i hvert fald. Det er sådan det fungerer, for ellers er det meget nemt at begynde og tænke ”det er de selv ude om”. Det kan også være at nogle af dem er det, men det er ikke det samme som, at vi bare kan forlade en hvis del af befolkningen, og sige ”vi har det godt”. Og måske er det grunden til at mit spørgsmål i sidste ende er, om fremtiden på et eller andet plan er meget afhængig af den aktive empati. Når man taler om at redde, er det måske ikke utroligt nyt at sige det, men i hvert fald det eneste, der peger på om fremtiden skal lykkes er ligesom det. Og det er det vi prøver at gennemføre i forestillingen, at det skal blive synliggjort på en eller anden måde, at de valg som træffes lige nu og her, får nogle gevaldige konsekvenser for fremtiden. Jo mere empatisk bevidste vi er, jo mere vi synliggør hvordan man virkelig gør noget bedre på et større plan, som ikke kun går ned til dig og mig, men også gennem Collier på et globalt samfundsmæssigt plan. Det er jo derfor hans teori er interessant, fordi han kommer faktisk med en klar valgmulighed som man i princippet kunne iscenesætte lige nu. Man bruger så mange penge på nødhjælp lige nu, som bare slet ikke er lige så effektivt (som de muligheder Collier belyser. red.). Så det er jo også noget med hvordan man kanaliserer den empati, hvordan den ser ud og hvor forpligtigende den egentlig er. Den kræver sådan lidt ansvarstagen fra den vestlige verden mod Afrika fx, som vi måske virkelig prøver at gøre, men det er bare på den forkerte måde.”

Jeg læste et sted at nødhjælpsordninger er blevet til en form for afladsordning, hvor man en gang om året, betaler en hel masse penge, og så er det ligesom ordnet. Er det blevet for svært for os at være empatiske?

”Eller så gør man det måske for at dulme en eller anden dårlig samvittighed, men så er det jo derfor man gør det, og ikke af empati. Man gør det mere for sin egen samvittighed. Der kan man sige, at det er lidt det man oplever - hvis man ser nationerne som individer, så er det dét vi gør. Vi pumper nogle penge ind hist og her, vi går egentlig ikke ind med fuld kraft og siger ”vi skal hjælpe det her land hundrede procent”. Vi ved at når man pumper penge ned i Den Centralafrikanske Republik, så er der nogen, der napper de penge. Jeg kender ikke de præcise procenttal, men jeg hørte at 10-15 % bliver til nødhjælp, men resten går i lommen på en diktator, og så er det jo fuldstændig ligegyldigt. Det kræver en anden form for styring, og et meget større nærvær og ansvar i situationen. Jeg hørte at i Helsinki er der en kvinde, som her i januar selv startede en kampagne på sociale medier om, at i vinterferien skulle man give husly til en posedame eller en bums, der bor på gaden. Det er blevet en kæmpe ting, og det er så kun tredive af dem, hvor det virkelig er sket, men debatten er virkelig blevet løftet. Det synes jeg er ret interessant, selvom det kun er en uge, så er der nogle der investerer deres eget hjem, og inviterer nogle hjem.”

Det er også grænseoverskridende at invitere et fremmed menneske ind i sit hjem på den måde.

”Absolut, men det er det jeg mener med at det kræver en investering, hvis man virkelig skal handle på det og virkelig hjælpe, så er det ikke bare at sætte hundrede kroner ind på en konto. Det er et helt andet syn på det: hvad koster det os? Det er egentlig en stor diskussion, som er interessant og som jeg håber kommer frem i forestillingen. Det der med at en af de sværeste ting, som går i mod hele den der ting for os med at de privilegier vi har – i hvilken grad er vi klar til at afstå fra dem? Vi kan ikke sige ”jeg skal have ti procent lavere i løn” – det er pissesvært at gøre simpelthen. Hvad er løsningen på det? Det ved jeg ikke, og det er vel netop det, som er det interessante. Problemet ligger i nogle dybt menneskelige ting, at man er på ét niveau hvor man gerne vil være. Vi kan ikke gå tilbage, men hvis det er det kræves, hvad gør vi så? Hvis det er dét empatien kræver fra resten af verden. Det er ligesom der vi står nu. Vi er den ene procent, som er den rigeste i verden. Det er det problem vi prøver at definere i forestillingen. Vi prøver at se om man kan have en holdning til dét.”

I Flyvende Grises forestilling FREMTIDEN tager en stor del af fortællingen udgangspunkt i hvordan fremtiden former sig for menneskeheden, hvis vi som mennesker og globalt samfund fortsætter af den nuværende kurs. Paul Collier (f. 1949) er co-leder for Center for the Study of African Economy, professor i økonomi og offentlig politik på Blavatnik School of Government ved Oxford Universitet. Han forsker i politiske og økonomiske problemer for verdens fattigste lande og er forfatter til bøgerne The Bottom Billion og The Plundered Planet samt til flere artikler indenfor sit forskningsfelt. Derudover er han hovedinspiration for FREMTIDEN. Derfor kan du her læse en kort introduktion til The Bottom Billion om de fælder, der holder verdens fattigste milliard fanget i fattigdom, om hvordan det ikke ændrer sig, hvis vi fortsætter den nuværende politiske og økonomiske kurs og om hvordan fattigdomsproblemet faktisk ikke er uløseligt, men dog alligevel komplekst. Du kan også læse korte uddrag fra The Bottom Billion og The Plundered Planet, og endelig kan du se Colliers oplæg fra en TedX konference i 2008 om netop The Bottom Billion.

Suppose your country is dirtpoor, almost stagnant economically, and that few people are educated. You don’t have to try that hard to imagine this condition – our ancestors lived this way. With hard work, thrift, and intelligence a society can gradually climb out of poverty, unless it gets trapped. Development traps have become a fashionable area of academic dispute, with a fairly predictable right-left divide. The right tends to deny the existence of development traps, asserting that any country adopting good policies will escape poverty. The left tends to see global capitalism as inherently generating a poverty trap. The concept of a development trap has been around for a long time and is most recently associated with the work of the economist Jeffrey Sachs, who has focused on the consequences of maleria and other health problems. Malaria keeps the countries poor, and because they are poor the potential market for a vaccine is not sufficiently valuable to warrant drug companies making the huge investment in research that is nessary. This book is about four traps that have received less attention: the conflict trap, the natural ressources trap, the trap of being landlocked (se ordforklaring nedenfor) with bad neighboors, and the trap of bad governance in a small country. Like many developing countries that are now succeeding, all the coutries that are the focus of this book are poor. Their distinctive feature is that they got caught in one or another of the traps. These traps are not inescapable, however, and over the years some countries have broken free of them then started to catch up. Unfortunately, that process of catching up has itself recently stalled. Those countries that have only broken clear of the traps during the last decade have faced a new problem: the global market is now far more hostile to new entrants than it was in the 1980s. The countries newly escaped from the traps may have missed the boat, finding themselves in a limbo-like world in which growth is constrained by external factors.

(Uddrag fra The Bottom Billion, Oxford University Press Inc. 2007, s. 5-6)
Ordforklaring: Landlocked: Et land er landlocked når det er omgivet af lande på alle sider med meget lidt eller slet ingen kyst.

Collier nævner fire fælder, som hver især i værste fald er katastrofale eller i bedste fald problematiske for de lande, der havner i dem. Her kan du læse en kort opsummering af fælderne:

1) Konfliktfælden (the conflict trap): Fattige lande har langt større risiko for at havne i konflikter. Helt specifikt drejer det sig om to slags konflikter: Borgerkrig og statskup. Førstnævnte kan være langvarig og er altid voldelig, sidstnævnte kan være hurtigt overstået. Men begge er dyre, de sker igen og igen og de fanger et land i fattigdom, for krig og vold hæmmer et lands vækst. Men selv lande som USA, England og Rusland har haft borgerkrige, dog uden at disse blev gentaget. Årsagen skal findes i sammenhængen mellem risiko for krig og indkomst niveauet. Risikoen for borgerkrig bliver nemlig højere, jo lavere et lands indkomst niveau er. Men årsagen er dobbelt: krig gør fattige lande fattigere, men samtidig højner fattighed tilbøjeligheden til krig. Derudover har fattighed betydning for krigens varighed. Jo fattigere land, jo længere krig.

2) Råvarefælden (the natural ressources trap) En pludselig opdagelse af en værdifuld råvare (fx olie) lyder umiddelbart som en god ting for et fattigt land. Men selv med en rimelig politik kan råvareforbandelsen ramme. Der sker nemlig ofte det, at det pludselig boom i eksporten af den ny-fundne råvare afskærer landets chance for at sprede investeringer på andre eksportmarkeder indenfor service og produktion. Det er nogle store muligheder at lukke af for, og det kan have vidtrækkende konsekvenser for landets indbyggere. Dette fænomen kaldes ”the dutch desease” (den hollandske syge), og er på trods af de ca. 30 år den har på bagen stadig en vigtig idé indenfor økonomi, selvom den ikke længere er hele forklaringen. En anden del af forklaringen om hvorfor et lands naturressourcer kan bringe dem i fedtefadet har at gøre med den politiske form et land ledes med. Mange af de fattigste lande i verden er diktaturer eller nye, skævvredne demokratier, der bruger deres muligheder for økonomisk vækst forkert. Collier spørger: Er det bedre for udviklingslandende at holde sig til diktatur for at dæmme op for de problemer (heriblandt omfattende korruption)et demokratisk ledet land kæmper med? Det er en ganske afgørende faktor, der gør at svaret må være nej: etnisk diversitet. Ifølge Collier er der ikke direkte forbindelse mellem øget risiko for konflikt og etnisk diversitet, men i en bredere forstand er effekterne af diktatur ikke godartede. Diktatur hæmmer lige som borgerkrig et lands vækst. For diktatoren er afhængig af sin egen etniske gruppe. Jo mindre den gruppe er, jo stærkere er incitamentet for at ofre vækst for at kunne flytte indtægter fra staten og til diktatorens gruppe. Ressourcerige lande har derfor brug for et demokrati, der har særlig fokus på politiske restriktioner i relation til fx valg.

3) Dårlig naboer (being landlocked with bad neighboors) Gode naboer er vigtigt for et fattigt udviklingsland. For sådan et land er afhængig af sine naboers infrastruktur. Hvis den er dårlig er man som land fanget i dårlige transportforbindelser, hvilket gør det meget svært eller umuligt at transportere fx sine fremstillede varer til det internationale marked. Og da fremstillede varer netop er den mest pålidelig drivkraft til hurtig udvikling, er det en slem pine at havne i. Denne fælde gælder dog hovedsageligt for lande, der ikke har en overflod af naturressourcer. Collier oplister en række strategier, der kan hjælpe lande ”låst inde” blandt dårlige naboer. Blandt dem kan nævnes at forsøge at påvirke naboernes handelspolitik. Vækst smitter gerne af på naboerne, så når nabolandet har vækst, får ens eget land også vækst. Derudover kan et land forsøge at skaffe sig adgang til kysten, hvad der har vital interesse for et indelukket land. Stadig er man afhængig af nabolandendes infrastruktur og politiske beslutninger. Derudover kan indelukkede lande gøre brug af både lufttransport og e-service. Især hvis luftrummet over Afrika gøres åbent (og altså gratis at befinde sig i). E-service er meget relevant fordi afstand ikke betyder noget. Det kræver dog god mulighed for telekommunikation og uddannelse. Alligevel er et fattigt land uden egen kyst afhængig af den politik, der føres hos naboen.

4) Dårlig regering i et lille land (bad governance in a small country) Den politiske styring af et land og dets økonomipolitik hjælper med at forme den økonomiske ydeevne. Men der er skævvridning ved konsekvenserne af at gøre det rigtigt og forkert. Fremragende styring og økonomisk politik kan hjælpe på væksten, men kun til en vis grænse for der er et loft for vækst. Uanset hvor godt man som regering gør sit arbejde. Dårlig styring og dårlig økonomipolitik har derimod forfærdelige konsekvenser og kan ødelægge et lands økonomi med alarmerende hastighed. Dårlig styring behøver dog ikke nødvendigvis være en fælde. Mange lande lærer af deres fejl, de mest succesrige lande i dén forbindelser er Kina og Indien med historiens største økonomiske succes. Hvorfor er dårlig regering alligevel så vedholdende i visse omgivelser? En af årsagerne er at ikke alle taber når et land ledes dårligt. Mange af lederne i de fattigste lande hører selv til blandt verdens rigeste, og de kan lide tingene som de er, og det kan betale sig for dem at holde borgerne uuddannede og underinformerede. Men økonomiske reformer er ikke kun et spørgsmål om egoisme. Det er også et teknisk anliggende, men i verdens fattigste lande er der kronisk mangel på uddannede mennesker – de der får en uddannelse forlader deres land.

The problem of the bottom billion is serious, but it is fixable. It is much less daunting than the dramatic problems that were overcome in the twentieth century: disease, facism and communism. But like most serious problems, it is complicated. Change is going to have to come from within the societies of the bottom billion, but our own policies could make these efforts more likely to succeed, and so more likely to be undertaken. We will need a range of policy instruments to encourage the countries of the bottom billion to take the steps toward change. To date we have used these instruments badly, so there is considerable scope for improvement. The main challenge is that these policy tools span various government agencies, which are not always inclined to cooperate. Traditionally, developement has been assigned to aid agencies, which are low in almost every governments pecking order. The U.S Department of Defense is not going to take advice from that country’s Agency for International Development. The British Department of Trade and Industry is not going to listen to the Department for International Development. To make development policy coherent will require what is termed a ”whole-of-government” approach. To get this degree of coordination requires heads of governments to focus on the problem. And because success depends on more than just what the United States or any other nation does on its own, it will require joint action across major governments.

(Uddrag fra The Bottom Billion, Oxford University Press Inc. 2007, s. 12-13)

For tiden er oddsene i mod de modige få, der kæmper for at forandre forholdene for verdens fattige indefra. Som vestligt samfund har vi brug for at de lykkedes med det. De fælder som har fanget så mange i fattigdom har i mange år sørget for at landende udvikling er stagneret. Er globaliseringen løsningen? Handel har en tendens til at holde landene fanget i råvareafhængighed snarere end at skabe nye muligheder, og tilføring af kapital har også en tendens til ikke at skabe vækst. Her er et af problemerne at pengene havner i de forkerte lommer eller slet og ret ikke bruges rigtigt. Collier ridser forskellige instrumenter op, der kan hjælpe landende ud af de respektive fælder:

  • Konfliktfælden: Postkonflikt indblanding som fx fredsbevarende styrker, der tilbringer den rette mængde tid i det konfliktramte land. For lidt tid og effekten er til at overse, for meget tid og befolkningen når at vende sig mod styrkerne.
  • Råvarefælden: Lovgivning på område vil hjælpe de, der vil reformere indefra så landene ikke fanges af ”The Dutch Desease”.
  • Fanget blandt dårlige naboer: Livlinjer til indelukkede lande via øremærkede transportpenge givet på netop den betingelse fra de hjælpende lande.
  • Lande med dårlige regeringer: Reformer i lande har lange udsigter fordi der altid er stærke kræfter på spil i mod dem. Her hjælper militær intervention ikke. Efter invasionen af Irak, der på flere måder viste sig at være lidt af en fiasko er dén mulighed ikke længere i spil, og alverdens diktatoren kan vide sig relativt sikre. Men international lovgivning er en mulighed, der kan hjælpe de der vil reformere ved at være det værktøj, der kan udskælde dårlige regeringer og samle folk. Men det er en løsning, der vil møde megen modstand.

For de lande, hvem det er lykkes at slippe ud af fælderne men som siden har siddet fast i lidt af et udviklingslimbo er adgang til det globale marked svær - nærmest umuligt. Men også her er der noget at gøre: Stor, men midlertidig hjælp til eksport infrastruktur. Både teknisk og økonomisk. Sidst men ikke mindst nævner Collier også handelspolitik som et vital redskab til at hjælpe de lande, der ellers ikke har en chance mod giganter som Kina og Indien. Men hvem skal få alt dette til at ske?
There is no world government. That is probably a good thing, but even if you really hope for one, you must face up to the fact that it is not going to happen, at least not in a time frame that is relevant for the problem faced by the bottom billion. Remedying the problems of the bottom billion is a global public good, and so, like the provision of all such public good, it is going to be difficult. (The Bottom Billion, Oxford University Press Inc. 2007, s. 183)
Det kræver altså en målrettet indsats fra både I-landes og u-landes politikere på områder som u-landshjælp, den offentlige mening, militær intervention (som har brug for positiv opbakning), lovgivningsområdet (ikke mindst hvert lands frygt for at stå alene med ønsker om forandring i international lovgivning). Det kræver også forandring i handelspolitikken, og ikke mindst at landende internt forstår at koordinere mellem forskellige ministerier, der hver især har de forskellige indsatsområder under sig. Mange af de løsninger og muligheder for handlinger vi nu har listet op er relateret til hvad vores politikere kan gøre. Som almindelig menneske kan det derfor være lidt ugennemskueligt at finde frem til hvad den enkelte borger kan gøre. Her argumenterer Collier først og fremmest for en ændring af vores tankegang når det kommer til fattige udviklingslande. Venstreorienterede mennesker må vågne op og indse, at fattigdom ikke er en spændende romantisk mulighed for sociale eksperimenter, og at fattige lande har brug for hjælp til at komme videre på vej mod at opbygge en markedsøkonomi. Længere mod højre, mener Collier, må man lade være med at se på økonomisk bistand som en del af problemet, som penge ned i lommen på skurke – for det er mere end det. For almindelige mennesker, vælgerne, handler det om at vi får de politikere vi stemmer på, at det er dem som skal indsnævre målet (altså målrette indsatsen) og udvide redskaberne. Det kræver dermed en øget politisk bevidsthed hos os alle om den indflydelse vælgere og politikere har på hinanden. Vi må være empatiske og realistiske, og forsøge at tænke længere end til landegrænsen.

Til brug for diskussion i undervisningen er her forslag til spørgsmål. Find eventuelt på flere selv:

  • Find eksempler på lande der er fanget i en eller flere af ovennævnte fælder.
  • Hvordan tror du verdenssamfundet og forholdet mellem rige og fattige lande ser ud om 20 år hvis vi fortsætter udviklingen som den er i dag?
  • Hvilke tiltag mener du skal til for at højne forholdene for de fattigste lande og hvilke konsekvenser kan dette have?
  • Hvad tror du almindelige mennesker kan gøre for at ændre tingene for verdens fattigste milliard?
  • Hvordan tror du at forholdene i fremtiden kan ændre sig således, at de fattigste lande kan slippe for de fælder som Collier nævner? Og hvilken konsekvens kan dette have for verdenssamfundets udvikling?
  • Hvordan tror du, at det være muligt at ændre på vilkårene for de fattigste lande? Kan verdenssamfundet nå frem til en enighed omkring udviklingen?

Her kan du se Colliers TED talk fra 2008 om The Bottom Billion

I FREMTIDEN medvirker to tunge og orange industrirobotter på scenen sammen med Thomas Corneliussen. De kommer fra det svensk/tyske firma KUKA som lysdesigner Andreas Buhl har fundet frem til. Samme firma leverede robotterne, der løfter rundt på kameraer og skuespillerne George Clooney og Sandra Bullock under optagelserne til filmen Gravity (2013). Helt så store er robotterne, der medvirker i FREMTIDEN dog ikke. De vejer hver især 1,1 ton, kan løfte 90 kg i en arbejdsradius på 3,1 meter og må installeres med en særlig dødemandsknap for sikre, at ingen kommer til skade under prøver og forestillinger. Normalt arbejder robotterne i forskellige industrielle jobs, hvor de maler, monterer eller transporterer komponenter og produkter. I FREMTIDEN får de to robotter mere at bestille, for som en del af bl.a. scenografi og fortælling repræsenterer robotterne det af forestillingens temaer, der omhandler menneskets forhold til teknologien.

Inden robotterne overhovedet kom på scenen var der mange ting, der skulle falde på plads. Det er ikke bare lige at få lov til at bruge KUKAs robotter. Skuespiller Thomas Corneliussen skal fx underskrive en kontrakt før han må være på scenen med ”Linda” og ”Valentin” som robotterne er blevet døbt. Her kan du læse Andreas Buhls ord om vejen fra første idé til robotternes ankomst:

September 2013:

Er det ikke i den her forestilling, at vi har 2 industrirobotter med på scenen?” Det er et klassisk flyvendegrise møde, og selvom jeg forsøger at skjule det, så er formuleringen sådan set bare en forlængelse af hvad Nicolaj (scenograf) sagde da vi lavede ”Historien om alt” for 4 år siden: ”Er det ikke i den her forestilling at vi har en fullsize udgave af Thomas med på scenen?” Oktober: Jeg leder efter forskellige robotfirmaer i ind og udland, og havner på nogle orange robotter fra det svensk/tyske Kuka robotics. De svarer i første omgang nej fra den tyske kvalitetssikringsafdeling , men jeg fornemmer at min danske kontakt alligevel tror der er en mulighed. Mange snakke/mails frem og tilbage. Primært om sikkerhed, men også om forståelsen af fabrik kontra teater. Jeg snakker med gode kolleger om APV (arbejdspladsvurdering, red.), risikoanalyser, HAZOP analyse (systematisk analyse af fareidentifikation, red.) og researcher videre på mulighederne. Det afgørende er, hvor hurtigt robotterne kører mens Thomas er i nærheden og mulighederne for at nødstoppe. Jeg får endelig gjort Kuka bevidst om, at vi faktisk højner sikkerheden ved at lave vores egen dødmandsknap i stedet for nødstop. At vi altid har en forestillingsleder, der aktiverer robotterne før de kører og at vi kan leve med at køre i T1 testmode.  Det virker dog som om, at det afgørende gennembrud kommer da jeg forklarer at hele vores eksistensgrundlag er at spille forestillinger, så hvis der sker noget med Thomas kan vi ikke spille og vores berettigelse og eksistensgrundlag er væk.
November: Kuka er på. Hurra. Thomas skal underskrive en kontrakt og jeg tænker i mit stille sind om George Clooney på samme måde har underskrevet en kontrakt inden han og Sandra Bullock blev spændt fast på en Kuka robot i optagelserne til filmen Gravity. Vi bliver mere konkrete på model, vægtklasse, radius og de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Der ligger en del videoer på nettet af Kuka robotter i nær kontakt med mennesker og vist nok en kinesisk danser, og jeg udfordrer Kuka ved at nævne at de kører hurtigere end T1. Det hører jeg aldrig mere til.

December 2013:

Forhandlingerne falder næsten i hak, Kuka er på, jeg er lykkelig, men en del detaljer mangler, såsom hvem har tid til at lære at styre dem? Der er kursus i Göteborg i uge 6, men jeg kan ikke selv tage til Sverige i den periode. Vi holder modelaflevering (endelig fremlæggelse af den samlede forestillings indhold inden den egentlige produktion går i gang. red.) kort før jul uden egentlig at have en endelig aftale om robotter og styring, men de er en yderst vigtig del af dramaturgien, fortællingen og scenografien.

Januar 2014:

Min tidligere assistent og nu super programmør Jonas siger ja til at tage til Göteborg, så en stor hurdle er på plads. Arbejder på transport løsning, forsikring og præproduktion på installering. Det begynder at tegne til at det bliver til noget. Februar: Opdager at kranerne i loftet er for svage til at løfte robotterne, men låner en kædetalje fra et andet teater. Vi er 6 mand der arbejder på at få dem ind, og alligevel tager det 6 timer. Vi tager ingen chancer, og det føles godt da robotterne endelig er inde. De er store. Ikke for store, men majestætiske. Også lidt sølle som de står der uden at kunne bevæge sig før controller er tilsluttet, og strømmen er korrekt. De understøtninger som byggerne har lavet fungerer, men gulvet i salen giver sig så meget at det skal understøttes i kælderen. Det lykkes os at få hul igennem til robotterne efter en stor indsats af husets elektriker på en ellers hellig søndag. Hurra på den nørdede måde. Det ser mega fedt ud når de bevæger sig. Vi får sat en skærm på den ene robot og det virker. Den anden robot vil ikke starte. Pis også. Det kræver support fra Göteborg. Forhåbentlig kan de logge ind på den via remote, så vi ikke skal vente (læs=betale) for at der kommer en tekniker til Kbh. Vi får startet den selv, men i langsom mode. Den bliver nærmest endnu mere majestætisk når den bevæger sig så langsomt. Vi er klar til prøve med Thomas på scenen. Hvad der i september lignede en umulighed som kun Hollywood kunne få lov til, ser ud til at lykkes på vores lille scene på Frederiksberg.

Vil du læse mere om robotterne. Klik her.
Se videoen, hvor robotterne ankommer til Frederiksbergscenen her.
Se den første test af robotterne her.
Se en kort bag-om-filmen sekvens fra Gravity, hvor man blandt andet kan se de robotter som blev brugt til skuespillere og kameraer her.


På scenen vil de to robotter stadig være industrirobotter, ikke mindst på grund af deres fysiske fremtoning. Men hvad sker der sker når vi sætter robotterne i bevægelse, giver dem roller og de pludselig bliver helt menneskelige at se på? Når vi tager dem ud af den normale kontekst og sætter dem i en kunstneriske ramme? Èn af dem, der forsker i robotter i samspil med mennesker, er israelske Dr. Guy Hoffman, assisterende professor på The School of Communication i The Interdisciplinary Center (IDC) i Herzliya, og co-director hos The IDC Media Innovation Lab. Han er særligt interesseret i det han kalder ”embodied intellegence”, og forsker i interaktion mellem menneske og robot, og i samarbejde og læring med det formål at integrere robotter i vores dagligdag. Han udvikler modeller og mekanismer som gør det muligt for robotterne at agere flydende i samspillet med mennesker. I 2007 vandt han IEEE International Robot Design Competition med robot skrivebordslampen AUR, der kunne lyse hvor han havde behov det, og følge ham fra fx tavle til skrivebord. Ved at udvikle denne robot håbede Hofmann at kunne undersøge forholdet mellem menneske og objekt gennem abstrakt gestik og nonverbale bevægelser uden at robotten havde menneskelige træk såsom øjne eller mund. Samme robot blev også brugt i den første menneske-robot forestilling med menneske- og robotskuespillere på scenen. Den var programmeret omkring bl.a. scener og handlinger for at gøre den i stand til at reagere i tide (og dens bevægelser på den måde svarede til det den modtog fra skuespillerne) og få øjenkontakt med skuespillerne ved prøverne og selve forestillingen. For at kunne give sine robotter mest troværdigt liv har Hoffman både studeret animation i New York, hvor han lærte, at det at vække følelser ikke handler så meget om hvordan ting ser ud, men mere om hvordan de bevæger sig og bruger timing. Efterfølgende tog han de ting han lærte ved at studere animation med sig videre i sit arbejde med at designe robotter og i sit studie af forholdet mellem menneske og robot. Her spurgte han sig selv, hvordan en mekanisk struktur ved hjælp af bevægelser på samme tid kan være blid og omsorgsfuld, og voldelig og konfronterende. Graciøse bevægelser er dog kun en lille del af menneske-robot interaktion. Hoffman ville designe en robot, der var mindre som en skakspiller der iagttager, analyserer og derefter reagerer, og mere som en del af en duo der arbejder sammen (med det menneske den interagerer med). Det ledte ham til at tage timer i skuespil (bl.a. i den amerikansk udviklede metode method acting), og til at læse talrige bøger om skuespillerens værktøjer, heriblandt ansigtsmimik og improvisation – hvilket blev en stor øjenåbner for Hoffman, der derefter gav sig til at forske videre i hvordan man kunne få en robot til at reagere impulsivt og improvisere over de signaler den modtog. Det resulterede i et forsøg med en robot, der kunne spejle hans egne bevægelser. Hoffman vendte tilbage til sin robot skrivebordslampe og producerede én til. Den ene fik hvad han kaldte en ”calculated brain” og den anden en ”adventurous brain” og med dem foretog han et forsøg, hvor mennesker skulle samarbejde med robotterne. Resultatet var overraskende. Hvor Hoffman egentlig troede, at menneskerne ville synes bedst om den første robot med den kalkulerende hjerne (fordi den opførte sig som man kunne forvente at en robot ville opføre sig – analytisk og afventende), var det faktisk den eventyrlystne og improviserende robot som var mest populær. Folk følte sig altså mere knyttede til den første robot på trods af at den gjorde ting uden først at have alle informationer, den lavede fejl og rettede på dem igen. Hvordan kunne det være? Fordi de fandt, at den var mere intelligent, mere engageret og et bedre holdmedlem. Derudover skete der det pudsige, at den blev kaldt ”han” eller ”hun”, og de medvirkende mennesker knyttede venskabelige bånd med robotten. Robotten med den kalkulerende hjerne blev kaldt ”den”, og fremstod mere som en doven lærling.
Hoffman arbejdede videre med at få robotter til at improvisere, og han gjorde det gennem musik. Musik kræver både improvisation og timing, og i modsætning til andre forsøg hvor robotter og mennesker spillede musik sammen, ville Hoffman få denne robot til at jamme med den menneskelige musiker. Den skulle foretage en musikalsk handling uden egentlig at vide hvad den lavede, uden at analysere. Men for at det kan blive interessant og levende at se på en robot, der jammer med et menneske, skulle der nogle bevægelser på. Hoffman gik derfor i gang med at designe et socialt ekspressivt hoved til robotten, der dermed kunne udtrykke noget kropsligt i forhold til den musik, der blev spillet. Den seneste robot fra Hoffman er en dockingstation (til smartphones), der reagerer rytnisk på den musik den afspiller. Både med at vippe med hovedet og foden.
Men hvordan ser fremtiden med robotter ud? Hoffman er overbevist om, at vi alle kommer til at have en robot i vores liv på et tidspunkt. Enten fordi vi selv ejer den, eller fordi vores børn gør det. Hans ønske er at disse robotter vil være langtfra de robotter, der findes i dag. De skal være mere engagerende, mere flydende i deres bevægelser og mere graciøse end de er nu – de vil kunne begå fejl og lære af dem. Kort sagt vil de være mindre som skakspillere og mere som skuespillere og musikere, der kan tage chancer og improvisere.

Også her har vi fundet nogle få spørgsmål frem til inspiration og refleksion i undervisningen. Find endelig selv på andre:

  • Hvordan tror du forholdet mellem robotter og mennesker bliver om 20 år?
  • Hvordan tror du at robotterne som dem Hoffman beskriver kan påvirke et menneskes liv?
  • På hvilke områder i samfundet (sundheds-, kultur-, uddannelsesområdet etc.) tror du robotter bruges nu og i fremtiden?
  • Beskriv mulige konsekvenser (positive og negative) for verdenssamfundets udvikling, ved at robotter i højere grad integreres i arbejds- og privatliv?

I 2013 gav Hoffman en TedXTalk, hvor han fortalte om sin forskning og sine robotter. Du kan se den her.


Teater-ensemblet Flyvende Grise blev dannet i 1999 af skuespiller Thomas Corneliussen, og består derudover af scenograf Nicolaj Spangaa, lysdesigner Andreas Buhl, lyddesigner Janus Jensen, komponisterne Maja Romm & Mark Solborg samt producent og administrator Søren Normann Hansen. Fra 2000 til 2010 producerede vi i alt fem forestillinger med støtte fra Kunststyrelsen, og i samarbejde med flere teatre rundt omkring i landet. I 2010 vandt vi Reumertprisen for ”bedste store lille forestilling” for forestilling ”Historien om alt”. I 2011 blev vi udnævnt til Company in Residence på Nørrebro Teater med fast base på Frederiksbergscenen. Med den økonomiske støtte, der fulgte med den treårige ordning producerede vi forestillingerne ”Mørke” (2012), ”S/H” (2013) og ”Fremtiden” (2014).

Flyvende Grises forestillinger bliver ikke til på den klassiske måde, hvor en forestilling skabes på baggrund af et allerede skrevet manuskript. Faktisk er det sjældent, at der overhovedet kommer et rigtig manuskript før langt hen i prøveforløbet. Ca. 1 ½ år før premieren begynder idéudviklingen, mens selve prøveforløbet varer de normale godt 2 måneder. Hver uge holdes et produktionsmøde, hvor problemer vendes og vi diskuterer forskellige løsninger. Arbejdet med forestillingen veksler mellem at arbejde på gulvet (altså i prøvesalen) og at arbejde i ”sofaen”. Sofaen er faktisk en rigtig sofa, og det hænder at vi alle sammen sidder i den og udvikler idéer til de aktuelle forestilling, andre gange samles vi på scenen og ser på det, der er blevet arbejdet på indtil da. Nogle uger er der mere behov for det end andre. Selvom alle faggrupper har travlt med at få deres til at fungere, er det noget vi prioriterer, for alle dele af forestillingen skal fungere, hvis forestillingen som helhed skal hænge sammen. Vi bruger tid på at sidde sammen og snakke om de problemstillinger der dukker op, og alle har lov til at byde ind. Som et ensemble er alle derfor med fra starten og lys, lyd, rum, fortælling og musik bliver til i åbne processer for at sikre at alle parametre hænger sammen, og er medfortællende. Måske er der et problem med scenografien eller selve historien, eller måske er der noget ved forestillingen, der bare ikke fungerer. I en sådan situation er det ikke ualmindeligt at løsningen kommer fra fx komponisten, lysmanden eller producenten. I FREMTIDEN er der som nævnt to industrirobotter på scenen. Det er vigtigt for alle, at de fungerer godt i forestillingen og at de er godt integreret i bl.a. scenografi og lyssætning. Derfor er robotterne i denne forestilling et vigtigt omdrejningspunkt i vores fællesmøder.
Selve historien holder vi styr på og udvikler ved hjælp af en kæmpe opslagstavle fyldt med farvede post-its og andre sedler, hvor scener, karakterer og temaer er beskrevet. Som du kan se på billedet er der lidt at holde styr på: BILLEDER
Hos Flyvende Grise er vi, som hos alle andre teatre og grupper, som sagt nogle stykker om at lave en forestilling. Her får du en kort forklaring om hver funktion:

Scenograf Det er scenografen, der designer dekorationen – altså det rum som forestillingen spilles i. Skal der være vægge? Eller vinduer? En trappe måske? Skal scenegulvet være skævt? Det er også scenografen, der udarbejder skitser til kostumerne. Scenografen udarbejder et forslag, som det normalt kun er instruktøren der godkender/kommer med input til. Hos Flyvende Grise er dog hele gruppen, der har noget at skulle have sagt. Lysdesigner Lysdesignet udgør planen for hvordan lyssætningen skal se ud i forhold til forestillingens andre elementer som scenografi og tekst, og det er lysdesigneren der laver den plan. Hvilke lamper skal der bruges? Hvor mange? Hvor skal lyset lave skift? Lyset er medvirkende til at fortælle historien, understøtte scenografiske elementer og er en vigtig medfortæller.

Lyddesigner Det er lyddesigneren, der har ansvaret for det overordnede lydbillede i forestillingen. Både i forhold til naturlige lyde (dem man også kalder reallyde, fx torden eller regnvejr), og i forhold til andre lyde, der måtte indgå i forestillingen. Lyddesignere koordinerer lyduniverset, så det passer til det der sker på scenen.

Komponist Komponisten (Flyvende Grise er så heldige at have to!) komponerer musikken til forestillingen. Det er ikke altid, at der er en komponist, men når der er, er musikken skræddersyet til den specifikke forestilling.

Skuespiller Skuespilleren er nok den de fleste kender. Thomas er hos Flyvende Grise den eneste af slagsen, og det er ham, der gestalter (fortolker fysisk og verbalt) den eller de karakterer, der medvirker i forestillingen. Et af Flyvende Grises varemærker er at Thomas er ene spiller på scenen som afhængig af forestillingen fortolker mellem 10 og 50 karakterer.

Instruktør Instruktøren er den, der udarbejder konceptet for forestillingen (en gang i mellem i samarbejde med en dramaturg). Hos Flyvende Grise gør instruktøren dette i tæt samarbejde med resten af gruppen. Det er ham, der står for iscenesættelsen og laver arrangementet (hvor skuespillerne går og står på scenen). Ydermere er det ham der samler alle inputs fra alle andre faggrupper og beslutter hvilke der indgår i forestillingen og hvilke der ikke er plads til i denne omgang. Instruktøren har altså det overordnede ansvar for den forestilling publikum ender med at se.

Producent Producenten har en ledelsesfunktion i forhold til alle ansatte på en produktion. Producenten er bindeledet der sikre sig at alle funktioner er besatte og sørge for at ansætte ekstra personale hvis der pludselig opstår et behov for dette. Det kan både være på produktionssiden, hvor der opstår et behov for ekstra hænder til at bygge scenografi eller bistå med at skaffe materiale, eller på den administrative side hvor PR, presseomtale og salg skal varetages således at der også kommer et publikum i salen. Ydermere er producenten ansvarlig for den enkelte forestillings økonomi. Både i form af budgetlægning, fundraising og i forhold til afrapportering og aflæggelse af det endelige regnskab efter forestillingen er afsluttet. Forskellen på en administrator og en producent er, at producenten også er en del af den kunstneriske proces. Dette er tilfældet hos Flyvende Grise.

Dramaturgen På nogle teaterproduktioner er der en dramaturg tilknyttet som sparringspartner for instruktøren og/eller dramatikeren. Dramaturgen er som oftest tilknyttet produktionen inden prøveforløbet når manuskriptet og konceptet skal udarbejdes. Når prøverne går i gang, kan dramaturgen være en frisk øje udefra, der kommer til enkelte vigtige gennemspilninger og giver noter til instruktør/dramatiker. Flyvende Grise har ikke en fast dramaturg tilknyttet, men vælger ofte at trække en ind som friske øjne udefra inden forestillingen bliver præsenteret for publikum.

Dramatiker Dramatikeren er forfatter indenfor teatret. Han eller hun skriver manuskriptet. Enten ud fra sin egen idé, men ofte fordi en gruppe eller et teater har bestilt et bestemt manuskript. Er det et nyskrevet stykke sidder dramatikeren med under visse prøver. Hvis der mangler noget, eller noget skal skrives om gøres det også undervejs i prøveforløbet. Til FRENTIDEN er der ikke kun én dramatiker, der har skrevet tekst, men flere. Deres bud samles af Thomas og Moqi, der løbende holder møder med de dramatikere, der har skrevet bud på scener.

Forestillingsleder/regissør Dette er ofte en og samme person. I prøveforløbet skaffer denne person alle de rekvisitter der er brug for undervejs og skaffer eventuelle tilladelser hvis der er behov for dette. Når forestillingen spiller er det denne person der sikrer at skuespillere, afviklere og andet personale er klar og at publikum er på plads så forestillingen kan gå i gang. Under forestillingen er det denne person der stiller alle rekvisitter klar bag scenen og hjælper skuespillere i og af tøj. Det er også denne person der aktiverer særlige elementer i forestillingen. Denne person styrer hele forestillingen bag scenen og gør alt det publikum ikke ser.

Afvikler Afvikleren styrer alt lys og lyd ud fra en plan som lys- og lyddesigner har lavet. Når forestillingen spiller at det altså denne person der trykker på knappen hver gang der sker noget nyt med lys eller lyd. Prøv at lægge mærke til hvor mange gange det egentlig sker i løbet af en forestilling uden at man opdager det… det er ikke så få.


Idé og koncept: Flyvende Grise // Manuskriptbidrag: Lucas Svensson, Henrik Szklany, Anna Bro, studerende fra Dramatikeruddannelsen m.fl. // Instruktør: Moqi Simon Trolin // Scenograf: Nicolaj Spangaa // Skuespiller: Thomas Corneliussen // Lysdesign: Andreas Buhl // Lyddesign: Janus Jensen // Komponister: Maja Romm & Mark Solborg // Producent: Søren Normann Hansen
Tid: 22. marts – 16. april, man. – fredag kl. 20, lørdag kl. 16.
Sted:
Frederiksbergscenen, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg
Billetter:
børn og unge u. 25 år 100 kr. // www.billetbillet.dk // Tlf.: 70 272 272 // E-mail: billet@nbt.dk

Artisttalk: Efter aftale med Louise Frydendahl Ladefoged kan I, i forbindelse med forestillingen møde nogle af folkene bag FREMTIDEN til en artisttalk, hvor I kan høre om forestillingen og dens tilblivelse.

Kontakt Louise på louise@flyvendegrise.dk